
Foto: Realdania
Lundsgård Gods ved Kerteminde er med blandt 10 vindere i Realdanias konkurrence om Fremtidens Herregård.
Lej bygninger, maskiner og jord til at starte specialproduktion. Det bliver fremtidstilbuddet fra Lundsgaard Gods ved Kerteminde til unge økologiske landmænd og gartnere. Projekt Lundsgaard Landbrugshave er en af de 10 vindere i Realdanias konkurrence, Fremtidens Herregård.
Dommerkomiteen har udvalgt Lundsgaard-projektet, fordi det peger på nye veje for økologi og specialproduktion for store landbrug, og ikke mindst fordi det både har potentiale til at blive innovativ markedsplads og skabe mere liv på herregården.
Samtidig med at projektet kan skabe arbejdspladser og dynamik lokalt er liv i de gamle bygninger den bedste form for bygningsbevaring. Det aspekt ligger også Realdania på sinde.
Forpagtningsmodel
»Vores vision om en forpagtnings-forretningsmodel, der kan genskabe et mangfoldigt landbrugsliv i og omkring godsets bygninger gør også, at vi mere naturligt kan etablere oplevelsesaktiviteter og kulturtilbud, der vender sig ud mod lokalsamfundet. Kultursporet er på sigt en væsentlig del af vore tanker, og det gør bare prospektet endnu mere spændende for mig og min familie,« siger godsejer Rudolf Iuel.
Økonomi er et uundgåeligt udgangspunkt for ideerne om fremtidens herregård, fastslår den fynske godsejer.
»For os er det - ligesom for mange af vore kolleger - jo ikke nogen hemmelighed, at økonomien fra land- og skovbrug ikke alene kan understøtte udviklingen af den bygningsmasse, godset besidder. Derfor er vi alle på udkig efter nye indtjeningsmuligheder, og for Lundsgaard har det været et særligt ønske at finde metoder, der tager udgangspunkt i det der altid har været vores identitet og berettigelse, nemlig landbrugsproduktion.«
Ole Ørum, direktør i oplevelses- og udviklingsvirksomheden Master Vision, har sammen med Rudolf Iuel udviklet ideerne.
»At starte forfra og skabe sit omdømme på ideer, som reelt kommer udefra og aldrig har hørt til på godset, ender langt fra altid godt. Derfor har Lundsgaards stærke ønske om at tage afsæt i egen historie og værdier været et naturligt og rigtigt udgangspunkt for idé- og konceptudviklingen, for kun med ejerens fulde opbakning og medvirken i udviklingen af herregården kan man sikre et succesrigt projekt,« mener Ole Ørum.
Kertemindes borgmester, Palle Hansborg-Sørensen, synes også, at Lundsgaard Landbrugshave tegner som en spændende proces, der kan genskabe Lundsgaards betydning for landbrugs- og kulturbilledet i Kerteminde og falde i tråd med byrådets intentioner om udvikling af oplevelses- og turismeerhvervet i området.
Lokal invitation
Med Lundsgaard Gods¿ egen investering og Realdanias økonomiske støtte kan den kommende udvikling og analysearbejdet gennemføres på højeste professionelle niveau. Ifølge Rudolf Iuel vil også andre end professionelle blive inviteret med i processen:
»Vores tanke er at invitere lokalbefolkningen og unge økologer - landmænd og gartnere - til at komme med ideer og indspil til Lundgaards mulige fremtid. Særligt vigtigt for os er det at komme i kontakt med mulige aspiranter til at blive special-økolog på et fremtidigt Lundsgaard og sammen med dem udvikle forretningsmodellen - til forhåbentlig gensidig nytte,« lyder invitationen fra Rudolf Iuel.
www.fremtidensherregaard.dk