Log på Forside
 
Nyt elektronisk skovhegn
Et nyt elektronisk vildtafværgeanlæg skræmmer ved hjælp af lyde dyrene væk fra nyplantninger, efter de er blevet registreret af en sensor. Ormstrup gods har det sidste år erstattet en del af vildthegnet med otte sådanne anlæg.
Foto: Jens Tønnesen.
Robert Thrane, Ole Rasmussen og Mogens Rosengaard ved siden af en af masterne, der registrerer dyrene og skræmmer dem væk med lyde.

De skingre lyde runger i mine ører lang tid efter, de er holdt op. Ikke så sært at krondyrene også hurtigt løber væk fra området i skoven med de nyplantede bøgetræer og selvforyngelse af nål. Lydene er ikke guf for øregangen hos hverken dyr eller mennesker.

Land&liv er på besøg på Ormstrup Gods ved Bjerringbro, der strækker sig over knap 800 hektar - primært skov. Her har den tidligere skytte, Robert Thrane, i nogle år samarbejdet med opfinder og udvikler Mogens Rosengaard fra firmaet Anico (står for animal control) om at registrere vildtet og holde det væk fra nyplantede træer. Vel at mærke uden brug af hegn - men ved hjælp af lyde. Og efter skyttens pension sidste år har hans afløser, skytte Ole Rasmussen, videreført projektet. Alle tre går de meget op i det.

Dyrt og bremsende hegn

"Det er dyrt at sætte skovhegn op om nyplantninger og vedligeholde hegnet, og dyrene kan også komme til skade på det. Med dette nye elektroniske anlæg forsøger vi at flytte dyrene væk fra de områder, vi ikke vil have dem i, og ud i resten af skoven. For vi vil jo ikke jage dem væk men gerne beholde dem i skoven. Og på denne måde har vildtet fri passage i hele skoven, for de kan stadig passere områder med nyplantninger," fortæller Ole Rasmussen.

De to skytter er godt tilfredse med de otte elektroniske anlæg der har stået i skoven i knap et år. I et af områderne med nyplantede bøgetræer viser de, hvordan stort set ingen af træerne er blevet bidt ned. Men går vi lidt uden for systemets rækkevidde på 25 meter fra masten, er der tydelige bid at se på topskuddet på de spæde træer. En markant forskel.

"Systemet er en revolution - det virker faktisk," siger Robert Thrane, der stadig følger ivrigt med i projektet på sidelinjen. Han glæder sig også over anlæggets mulighed for at registrere vildtets antal og bevægemønstre i skoven, som kommer frem hvis man slår lydene fra.

Højfrekvente lyde

Vildtafværgeanlæggene der er stillet op på Ormstrup Gods består hver af en 1,80 meter høj mast med tre sensorer/fotoceller i toppen. Sensorerne er indstillet til at registrere bevægelse i en diameter på 50 meter rundt om masten - som er det område, hvor de nyplantede træer står. Men de kan række helt op til 300 meter i diameter. Anlægget drives af solceller med batteri.

Så snart der registreres en bevægelse, begynder anlægget at sende lyde af ti sekunders varighed ud af højttaleren. I begyndelsen er det højfrekvente lyde, som dyr - men ikke mennesker - kan høre. Men efterhånden bliver lydene mere og mere hørbare for det menneskelige øre.

Systemet på Ormstrup Gods er indstillet til at give otte forskellige lyde, så dyrene ikke vænner sig til en bestemt lyd. Men der er 500 forskellige lyde at vælge imellem.

Ud fra artiklens indledning kunne man måske tro, at anlægget stod og larmede hele tiden ude i skoven, blot der kom en hare forbi. Men sådan er det slet ikke. De skingre lyde kom kun frem, fordi vi afprøvede anlægget ved at blive ved med at bevæge os rundt i sensorfeltet.

Bliver bedre og bedre

Mogens Rosengaard har her det første år solgt 25 anlæg til landmænd og skovejere. Og har lige bestilt 65 mere. Han afprøver og udvikler konstant systemet for at finde frem til de lyde og den frekvens, som for eksempel krondyr mindst kan lide.

"Videreudvikling af systemet er en livslang proces, selvom det allerede virker godt nu. Man kan også vælge andre ting end lyde til at skræmme dyr væk med - for eksempel lys, dufte eller bevægelse. Det er også muligt at koble et kamera på masten. Og styre anlægget hjemmefra via computer. Udviklingsmulighederne er utallige," siger han.

For eksempel er han i gang med at optimere anlægget til bramgæs, der er et stort problem i marsken. Men det kunne også bruges i vand til at hindre, at sæler svømmer op i Karup å og æder fiskene.

Et anlæg med mast og sensorer m.m. koster i dag 15-20.000 kr. pr. styk, men de bliver stadig billigere.

Tlf. 28 15 50 84 og www.anico.dk

Øverst sidder tre sensorer, neden under højttaleren og nederst systemets computer der aktiverer lyden, logfører aktiviteten og sender data til mobiltelefon eller gps.
Bøgetræerne er et par år gamle og er det sidste lille år blevet beskyttet af det elektroniske vildtafværgesystem der ses i baggrunden. De fleste træer er helt uden bidskader.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: