
Foto: Lise Vendelbo
Lise Vendelbo, der er dyrlæge og medindehaver af Stutteri Godthaab, foretrækker den tyske folingsalarm, Wachomat, der har 12 trin til overvågning af hoppens svedproduktion.
Rigtig mange hoppeejere ønsker brændende at se deres føl blive født. Ikke kun for at holde øje med, at der ikke opstår komplikationer. Men så sandelig også fordi det er fantastisk at overvære.
I gamle dage var det en sjælden oplevelse, for hopper venter næsten altid med at fole, til der er fred og ro. Men i dag er flere og flere med ved den store begivenhed - takket være folingsalarmer eller diskrete overvågningskameraer. Ikke mindst fordi man nu kan få udstyret til priser, hvor de fleste efterhånden kan være med.
Overvågningskamera
Der findes mange forskellige typer trådløse overvågningskameraer i dag. Nogle har egen monitor inkluderet, mens andre kan sluttes til tv eller pc inde i huset.
Vigtigst er det, at det er en solid model, der kan holde til staldens fugt, kulde og støv. Og så skal udstyrets rækkevidde selvfølgelig være stor nok, så du kan holde øje med hoppen inde fra stuehuset. En angivet rækkevidde på for eksempel op til 300 meter er typisk i frit sigt. Vægge, træer og bygninger (især beton og jern) reducerer rækkevidden - med mindre antennerne føres uden for på væggen og får frit sigt.
Der kan ofte tilsluttes mere end et kamera til anlægget - typisk fire. Nogle kameraer har infrarød funktion, så det også kan se i mørke. Men erfaringerne viser, at den funktion ikke altid virker lige godt på de billige kameraer. Ofte er det nødvendigt med lys i stalden.
Der er også modeller der kan zoome ind og dreje via pc¿en. Og optage hvad der er sket i stalden, når man ikke har været hjemme.
Et af markedets billigste overvågningssæt, der overfører lyd og billeder, er fra Harald Nyborg. Det koster 399 kr. med et kamera og fem tommer s/h skærm. Men rækkevidden angives kun til 90 meter.
Hos firmaet Alulette Vision kan man få et specielt internetsæt, så man også kan se kameraet over internettet og dermed holde øje med hoppen, når man er på arbejde.
Deres staldovervågningssæt har en rækkevidde på hele 300 meter, men koster også godt 2.000 kr. uden skærm.
Folingsalarmer
Folingsalarmer gør livet lidt lettere for avlere - især hvis man har mange hopper. En folingsalarm består typisk af et seletøj med trådløs radiosender, der spændes rundt om hoppens mave - plus en modtager. Men der er forskel imellem hvad alarmen reagerer på.
Nogle alarmer (f.eks. SafeMate) reagerer på sved og temperaturstigning hos hoppen, mens andre (f.eks. BirthAlarm) udløses når hoppen lægger sig fladt ned på siden i længere tid (presseveer). En højdrægtig hoppe hviler sig nemlig normalt stående eller liggende med benene under sig. Nogle hopper hviler dog liggende fladt ned på siden, og til dem skal alarmen indstilles anderledes. BirthAlarm har en rækkevidde på 500 meter og kan også bruges udendørs. Pris: 7.000-8.000 kr. inklusiv moms.
SafeMate giver typisk alarm mellem 45 og 15 minutter før folingen. Det skyldes, at de fleste hopper før foling begynder at svede. Det registrerer folealarmen, som sender et trådløst alarmsignal til modtageren. Er der komplikationer som forkert leje for føllet, vil det normalt forsinke processen og få hoppen til at svede mere.
Senderen drives af et batteri, og modtageren tilsluttes 230 V. Typisk rækkevidde er 300 meter, men de nye modeller har helt nyt radiosystem, der rækker op til godt 1.000 meter i fri luft. Prisen er cirka 6.000 inklusiv moms.
Alarmen er dog ikke 100 procent sikker, for der findes hopper der ikke sveder under foling. Begge alarmer kan tilkobles en telefon.
www.alulette.dk - www.equimade.dk - www.safemate.dk - www.harald-nyborg.dk
Lise Vendelbo, der er dyrlæge og medindehaver af Stutteri Godthaab, foretrækker den tyske folingsalarm, Wachomat, der har 12 trin til overvågning af hoppens svedproduktion.
Det er fantastisk at overvære at et nyt føl kommer til verden. Hoppen vil helst vente med at fole til der er fred og ro, så det er ikke altid man får lejlighed til det.