For mange år siden købte Karl og Marie et lille husmandssted ude i bakkerne. Siden 1873 havde det været en selvstændig landbrugsejendom. De var unge dengang, og det bekymrede dem ikke, at husmandsstedet lå langt ude på landet, og at det om vinteren kunne være svært at komme til og fra deres hjem på grund af sne og de elendige jordveje, som førte dertil.
Man kunne jo bare cykle eller gå til den lokale brugsforening, når man havde behov for dagligvarer, ligesom Karl, den gang han kørte mælk til mejeriet, kunne tage dagligvarerne med hjem til ham og Marie og de børn, der efterhånden kom til.
Senere er det lokale mejeri, brugsforeningen og alle små butikker i den nærmeste landsby blevet nedlagt, ligesom den lokale storbonde har opkøbt de fleste af de omkringliggende landbrug.
Land Rover 1990
For at tilpasse sig de ændrede forhold i landdistriktet købte Karl omkring 1990 en brugt varevogn, en dieseldrevet Land Rover på gule plader fra 1976 til en pris af 12.000 kr., fordi en sådan varevogn opfyldte deres transportbehov, også når der om vinteren var problemer med sne og mudrede veje.
Nu er Karl og Marie blevet folkepensionister, og børnene er for længst fløjet fra reden. Karl driver stadig sin landbrugsejendom med planteavl og med lidt fedekalve, ligesom hans gamle Land Rover på 32. år stadig opfylder de livsvigtige transportbehov for deres landbrug, til indkøb af dagligvarer, til besøg hos læge og på hospital, når de skal besøge venner, passe børnebørn og meget mere. Der er 10 kilometer til nærmeste rutebil, og de er nu blevet for gamle til at cykle.
Vægtafgift 600 pct. op
Regeringen har indgået en endelig aftale med Dansk Folkeparti omkring Forårspakke 2.0, og der er tale om en historisk aftale som betyder, at gamle gulpladebiler fra næste år vil få en historisk og markant stigning af vægtafgiften på helt op til 600 pct.
Det er uklart, hvor meget Regeringens nye skattereform vil betyde for Karl og Marie, men ifølge reformen kan vægtafgiften på deres gamle gulpladebil stige fra den nuværende vægtafgift på 2.520 kr. årligt. Efter den nye historiske forårspakke kommer Karl i 2011 til at betale et privatanvendelsestillæg. Forhøjelsen af tillægget for privat anvendelse indfases over to år, hvilket betyder, at han skal betale 10.920 kr. i grøn afgift. Hertil kommer mangel af partikelfilter på kr. 1.000, og oven i det hele privatanvendelsestillæg på kr. 5.040 kr., hvorefter den endelige afgift bliver på kr. 16.960 årligt, hvis man accepterer, at den kører 10,2 km/l. Ellers bliver beløbet meget højere.
En så stor afgift på 16.960 kr. årligt er mere, end Karl betalte for varevognen, da han købte den som brugt. Karl og Marie kan ikke betale de for dem så mange penge. De har kun deres folkepension plus de få hundrede kroner, deres landbrug giver i indtægt, at leve af.
Karl kunne jo - dersom han havde penge til det - købe en ny mindre japansk personbil, hvor afgiften kun er 520 kr. om året, men hvordan får han en sæk gødning på 620 kg, 1 ton koks, en tyrekalv, 1 ton sædekorn og alt det, som han har brug for til sit landbrug, ind i en sådan bil, og hvordan kommer han til og fra sin ejendom om vinteren, når hans private bivej er lukket af sne? Vil en sådan bil ikke ruste på få år, når storbonden tilsviner hans vej med gylle og mudder? Til dette har hans gamle Land Rover indtil nu kunnet holde.
Ud over det ganske lander der i landdistrikterne mange mennesker, der har samme behov som Karl og Marie. Men er det rimeligt, at Karl og Marie, som er folkepensionister og har meget lidt at leve af, skal betale så stor en del af andres skattelettelse? En skævvridning, der kommer ind ad bagdøren. Hvad mener du?