
Foto: HedeDanmark.
Etablering af nye skovenge gør hjortevildtet mere synligt, giver bedre jagtmuligheder og øger samlet set skovens herlighedsværdi.
På bare otte år er den danske kronvildtbestand fordoblet. Det er en succeshistorie. Men medaljen har også en bagside, for kronvildt har en god appetit, der kan betyde skader på skovens træer og markens afgrøder. Derfor har landmænd været med til at stille krav om en reduktion af kronvildtbestanden.
»Men der er et alternativ«, siger Steffen R. Bengtsson, specialkonsulent for jagt, vildt og natur hos HedeDanmark.
»Man kan i stedet give kronvildtet bedre fødemuligheder i skovene, hvor dyrene opholder sig det meste af døgnet.«
For vildtet er skoven god at gemme sig i, men fødemulighederne er for ringe. Langt de fleste skove har en mørk og ensartet struktur, hvor træerne skygger for sollyset til skovbunden. Derfor er den naturlige fødeproduktion af især græsser og urter ubetydelig, så vildtet tvinges til at søge føde på markerne uden for skoven. Flere lysåbne arealer i skovene vil kunne forbedre balancen.
»Der findes en hel værktøjskasse af muligheder. Man kan blandt andet lave vildtagre, skovenge, veje, læggepladser og brandbælter,« opridser Steffen R. Bengtsson.
Skovloven tillader, at 10 procent af de bevoksede arealer i skoven kan ændres til nye åbne naturarealer - vel at mærke 10 procent ud over de arealer der ved lovens ikrafttræden lovligt var uden træbevoksning.
Skovenge
»Etablering af nye skovenge er en særlig interessant mulighed, da engene forøger hjortevildtets fødemuligheder markant og samtidig giver skoven mere variation. De lysåbne araler giver et mere tiltalende skovbillede med større herlighedsværdi for ejeren,« siger Steffen R. Bengtsson.
Skovenge kan være med til at løse problemet med de markskader, kronvildtet er skyld i. Så flere skovenge over hele landet vil være til fordel for både mennesker og vildt, menr Stenne R. Bentgsson.
HedeDanmark har etableret skovenge på en række ejendomme og har udviklet velegnede afgrødeblandinger til formålet.
www.hededanmark.dk
Voksne kronhjorte kan veje op til 250 kg og har appetit derefter. Arkivfoto Danamrks Jægerforbund.