»Det ser ikke så godt ud - du må hellere skynde dig hjem.«

Min kloge kone er i røret. Hun står ude i stalden, jeg sidder i bilen mindst 100 km fra hjemmet, og får nr 193 er ved at læmme. Eller rettere: Har veer men vil ikke læmme.

Mens jeg haster hjem, kører min kone på arbejde, og mens jeg bekymret tænker på dyrlæge og deraf følgende regninger, føder 193 et lille velskabt lam. Hun står og slikker det, da jeg kommer ud i stalden, og jeg kan lettet meddele min kloge, bekymrede kone resultatet.

»Sørg nu for at tjekke om efterbyrden kommer,« formaner hun. Det må være sådan en slags medfølelse med medsøstre, der giver sig udslag i hendes bekymring, for vi har endnu aldrig haft så meget som et problem med efterbyrd.

»Ja, ja,« svarer jeg derfor og kigger pligtskyldigt ud i stalden en times tid senere. 193 står og slikker endnu to lam, mens nr. 1 allerede har fat i patten.

Dagen før kom der to lam, senere samme dag melder endnu en lille fyr sin ankomst, og tidligt næste morgen kan endnu et par søskende tage en ny verden i øjesyn.

Jeg slår mig overvældet ned i stalden, finder hvile på en balle hø og falder i staver over alt det liv. Uden for slår en vibe-han ned over engen, hvor en hun utvivlsomt ser beundrende op på hans anstrengelser og faretruende flyveøvelser.

En flok gæs gør sig klar til at rejse nordpå med maverne fyldt med blandt andet græs fra vores eng. Men jeg under dem det - når alt kommer til alt var de her flere tusinde år før os andre, selvom de så heller ikke har skøde på jorden.

Erantisserne er allerede ved at afblomstre, men vintergækkerne strutter, og bristefærdige knopper på buske og træer forkynder, at den triste vinter for alvor er på tilbagetog.

Glemt er plantedirektoratets besøg, der beskar vores støtteberettigede areal så meget, at vi er udnævnt til en slags forbrydere, en voldsom bilregning, det momsregnskab jeg ikke har nået og alt det, som jeg slet ikke vidste jeg skulle nå, da de små lam på usikre ben stavrer efter deres kaldende mor ud på en mark, de strengt taget ikke skulle have lov at græsse på. Men hvem nænner at holde en flok langhårede får indespærrede i en stald, når forårssolen skinner.

Jeg giver mig tid - som jeg ikke har - til at slå et smut ned over engen og jager en flok gravænder op, der går og snadrer lige bag brinken. Regnspoven kalder i det fjerne, en dobbeltbekkasin er der såmænd også - og alle stærene.

»Og det ser ikke ud til, at vi får ret meget arbejde med hegnet i år,« konstaterer min kloge kone glad, da det dagen efter er weekend, og vi kan konstatere, at vi tilsyneladende slap gennem vinteren uden de traditionelle oversvømmelser, der efterlader stort set samtlige hegn filtret ind i tagrør, tang og affald.

Men den side af sagen er dog endnu ikke sikker, ved vi af bitter erfaring. En forårs-storm kan hurtigt vende op og ned på vores glade forventninger.

Vi øremærker lammene med store uformelige øremærker, selvom jeg næsten ikke nænner det, og vi fører omhyggeligt hver fødsel ind i den sorte bog.

Om det så er lemmedaskeren, slår han et smut ud forbi stalden stærkt tilskyndet af sin veninde, der ikke vil gå glip af synet af små, nyfødte lam.

»De er søde,« siger han uopfordret, da de kommer ind, og vi andre er ved at tabe ørerne.

»Det er dælme idyl,« kan jeg ikke lade være at sige til min kloge kone, der smiler varmt tilbage.

»Men husk lige: Der er stadig mange får der ikke har læmmet endnu. Vi er ikke sikre på, at vi undgår problemer endnu,« tilføjer hun så.