Arbejdet med at fodre får i marken går nemmere, når man har en hyrdehund til at hjælpe sig med at holde de ivrige dyr på afstand. Her Lars Stengaards Border Collie Svip i aktion.
En hyrdehund kan lave 10 mands arbejde.
»Den er helt uundværlig ude i marken, når fårene skal fanges ind. Så behøver man ikke have familie og venner til at hjælpe sig.«
Det ved 42-årige Lars Stensgaard af egen erfaring. Da han i 1995 begyndte at holde får på sin ejendom mellem Viborg og Randers, foregik indfangningen af de 15 får ved at putte dem i trillebør og køre dem ind i stalden, et får ad gangen.
»Det var noget af et arbejde,« mindes Lars Stensgaard.
Meget nemmere gik det for naboen som havde en Border Collie. Så Lars Stensgaard købte sig en hvalp og fik naboen til at hjælpe med træningen. Han kom også med i en fåre-erfagruppe i Års.
Sibirien
I dag er Lars Stensgaard medlem af Dansk Hyrdehundeklub og har med sine hunde opnået fine placeringer i konkurrencer.
For et par år siden fik han job som tilsynstekniker på soslagteriet i Skærbæk og fandt en ejendom i Spandet syd for Ribe. Det sidst udstykkede husmandssted fra 1962 for enden af Søndermarksvej - i Sibirien, som der officielt står på et vejskilt. Her holder han Texel- og Lüneburger-får for at kunne træne Border Collies.
»Hundene skal lære både tunge og lette får at kende,« forklarer han.
Kommandovalg
Det tager et års tid at træne en hund, så den grundliggende kan det, en fåreavler skal bruge. Træningen starter, når hvalpen er seks-otte måneder. Så kan den være klar, når den er 20 måneder.
»En sådan trænet hund koster 18.-20.000 kr. og bliver solgt med skriftlig manual der forklarer kommandoerne,« siger Lars Stensgaard, der også personligt tager ud og viser, hvordan hunden arbejder, så den nye ejer kan få råd på hjemmebane - de første tre måneder.
Når hunden bestilles, kan den kommende ejer selv være med til at vælge, hvor mange kommandoer hunden skal kunne adlyde. Grundlæggende trænes syv kommandoer, som både kan være tale og fløjt. Også kommandosproget kan ejeren vælge.
»Den nye ejer skal se hunden som en arbejdskammerat og et godt stykke værktøj i de mange år han har den. Jeg har selv to Border Collies. Den ene reagerer på kommandoer på engelsk, mens den anden er trænet på dansk. Det betyder, at jeg kan bruge begge hunde samtidig og få dem til at gøre hver sit på begge sider af fåreflokken. Mine hunde har 18 kommandoer hver,« forklarer Lars Stensgaard.
Han understreger, at det er vigtigt, at hyrdehunden får udfordringer. En Border Collie er født med arbejdslyst i generne. Den nærmest ryster af forventning, når der er udsigt til at flytte får. Den kan hurtigt komme til at kede sig, og så er det, den udvikler sig til en problemhund.
»Vi kender alle problemet med det får eller lam, der altid er ude af hegnet. Vi kan ikke fange det. Her kommer Border Collien ind i billedet som det gode kort.«
»Husk, at hunden kan bruges overalt. Også inde i løsdriftstalden, når får skal skilles fra,« råder Lars Stensgaard.
Lars Stensgaard, mail-adresse: traening@hyrdehunden.dk
Hjemmeside: www.hyrdehunden.dk
Lars Stensgaard bruger et udvalg af sin barndoms bondegårdsdyr, når han skal forklare en kommende hyrdehundeejer, hvordan hunden arbejder i forhold til får og menneske.