"Se! De første stære!"

Min kloge kone vifter begejstret med skeen i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden. Vi spiser morgenmad og får en fælles overraskelse over det uventede forårstegn.

Uforklarligt nok holder stærene sig absolut i baggrunden i vores nabolag, lige til det bliver - ja, begyndelsen af marts. Derefter slår de sig ned i hundredvis.

"Har du nu fået sat de redekasser op, som vi aftalte," kan hun ikke lade være at sige - en lille smule inkvisitorisk.

Jeg ser lidt ud ad vinduet og glæder mig over vejrudsigten, der lover sol senere på dagen.

"Har du?"

"Njaeh - ikke helt," må jeg beskæmmet indrømme. Mine intentioner var selvfølgelig gode nok den gang i efteråret. Hele haven skulle fyldes med stærekasser, bestemte jeg den gang - som jeg har gjort det en del gange før.

"Der er jo masser af tid til det bliver forår," tænkte jeg også. Det sidste havde jeg ret i. En lang og trælsom vinter har sat sine spor på både omgivelserne og mit sind. Men der blev altså ikke tid til at lave stærekasser.

"Vi skal også have renset dem der sidder der i forvejen," fortsætter min kloge - og effektive - hustru sine overvejelser.

Det er lidt pudsigt: Vi er utroligt gode til at huske, hvad den anden skal lave, og utroligt glemsomme når det gælder vores egne pligter. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det hører til mine pligter at balancere på toppen af en stige, mens jeg gør stærekasserne indbydende for de kommende generationer.

"Mmmmh," siger jeg og kan ikke lade være at minde hende om, at hun har lovet at sy en ny haspe i mine pæne bukser.

"Hvorfor siger du det lige nu?"

"Ikke for noget, det var bare noget jeg kom til at tænke på," svarer jeg undvigende. Jeg ved godt det var fejt.

Hun sætter trumf på ved at liste alle de ting op, som en skarp forårssol vil afsløre: Øldåserne langs vejkanten som en venlig mand bliver ved at sprede, stalden der skal tømmes (har du ringet til maskinstationen?), lamperne der skal laves (har du ringet til elektrikeren?), foderet der skal gøres klar (har du ringet til naboen? Måske skulle jeg lave en liste til dig).

Selv har jeg såmænd heller ikke svært ved at finde på opgaver: Vaske bilerne, så græs i "skoven", rydde op i værkstedet (en permanent tilstand), rydde op i garagen (lige så permanent tilstand) få dyrene klippet (inden min kloge kone får ideen), flytte jordbunken der blev til overs, da vi lagde græsplænen om ...

"Men det er nu stærekasserne der er vigtigst," fastslår min kloge kone myndigt, som kan hun læse mine tanker - hvilket jeg faktisk tror hun kan efter så mange års samliv.

Fra storbyen ringer vores kønne datter og minder om den lejlighed, hun skal flytte ind i, som skal gøres i stand. Hun redegør omhyggeligt for tidsplanen og afkræver mig i forsigtige vendinger et svar for, hvornår jeg har tænkt mig at gå i gang.

"Du ligner din mor," kan jeg ikke lade være at sige og mener det faktisk som en ros, selvom jeg godt kan høre, at det ikke helt lyder sådan.

Hun overhører heldigvis bemærkningen og stiller sig tilfreds med et lidt svævende svar. Eller rettere: Hun opgiver mig formentlig. Senere hører jeg hende nemlig drøfte tidsplanen med sin mor som, efter at samtalen er afsluttet, i detaljerede vendinger redegør for, hvor travlt vi egentlig har.

"Er du egentlig klar over, hvor kort tid der er?" spørger hun en anelse retorisk.

Og nej, det er jeg faktisk ikke, faktisk syntes jeg indtil for få minutter siden, at der var oceaner af tid til datteren skulle flytte, men faktisk har jeg nok bare overset alle de aktiviteter, som vi på forhånd har bundet os til.

Det er på tidspunkt jeg langsomt træffer en beslutning: Jeg vil bruge noget af weekenden på at lave stærekasser. Der må være nogle brædder nede bag garagen, som jeg kan bruge, selvom de ikke helt holder målene.

Men hva'! Sådan har jeg også gjort alle de andre år - og stærene har da ikke klaget endnu.

Min kloge kone kigger på mig og siger:

"Hvis du bygger stærekasser i weekenden, kunne du så ikke for en gangs skyld bygge nogen der er store nok?"