Log på Forside
 
Skabertrang

Alt hvad man gør selv, gør man ikke alene for at spare penge.

Der er også udfordring, oplevelse og glæde forbundet med at bruge værktøj og se ting blive skabt. Det er min påstand.

Og det gælder forresten også i køkkenet.

Min far byggede huse i 1960erne, i princippet ene mand. I weekenden kom hans voksne børn og deres familier. Mændene agerede håndværkere, kvinderne passede deres små børn, og min mor lavede mad til hele flokken. Hun var husholdningslærerinde, så hun var vant til at styre slagets gang i køkkenet.

Jeg husker det som glade dage. Der blev snakket og grinet meget undervejs, når der var 14-15 mennesker samlet. Så jeg slap gerne lektierne for at være med i fællesskabet.

Det var tilsyneladende lige så naturligt, for denne families medlemmer at hjælpe hinanden med praktisk arbejde som det var for nybyggerne på prærien at rejse lader sammen. Filmscener fra Westerns, hvor kvinderne kommer med madkurve til de arbejdende mænd, har altid fascineret mig og givet mig en opløftende følelse.

Jeg kan derfor sagtens identificere mig med familien på Fyn, der i fællesskab har bygget et maskinhus og fortæller om det i denne udgave af Land&liv. Undervejs er der sikkert opstået situationer, som bliver til familiehistorier, der trækkes frem gang på gang og giver anledning til et godt grin eller lidt gys. Det er en del af gør det selv oplevelsen.

Kan det svare sig ? Spørgsmålet skal måske slet ikke stilles, for det handler efter min mening også om grundlæggende trang til at udfolde sig.

Jeg har hørt om et ægtepar, der holder ferie i lånt sommerhus. Manden har altid sin værktøjskasse med i håb om, at der et eller andet han kan komme til at reparere. Man skulle jo nødigt sidde uvirksom hen i dagevis.

Det er ikke alle, som synes fritid og ferie er noget med at slappe helt af og lade andre om at lave maden. Mange finder glæde ved at passe haven, sætte huset i stand eller bygge noget helt nyt. Det sidste kan gøres under professionel vejledning.

Tema haller og porte

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: