Hvem der fortsat skal have lov til at købe gødning med over 16 pct. kvælstof fra ammoniumnitrat er blevet besluttet efter års diskussioner og forhandlinger mellem Beredskabstyrelsen, Politiets Efterretningstjeneste, Fødevarestyrelsen, Plantedirektoratet og også embedsmænd i EU. Det er nemlig fem-seks år siden, der blev opmærksomhed om, at denne form for gødning kunne bruges til bombefremstilling.
"At afgrænse gruppen, som fortsat skulle have lov at anvende gødningen, var slet ikke så ligetil," forklarer specialkonsulent i Plantedirektoratet Marianne Cleemann, der selv har været med i forhandlingerne.
"For at undgå, at der er nem adgang til at købe den gødning, som kan bruges til fremstilling af bomber, valgte vi efter nøje overvejelse at bygge på det omfattende system af registrering og kontrol, vi allerede har til regulering af kvælstofforbruget i Danmark. Vi har ment, at de cirka 55.000 jordbrugere, der har fritagelse for gødningsafgift og som indleverer gødningsregnskaber, er dem der først og fremmest har et professionelt behov for at bruge den type gødning, det nu er forbudt at sælge til private. Og de kan også kontrolleres.
Golf og park
Virksomheder, der professionelt beskæftiger sig med vedligeholdelse af golfbaner og parker, er også kommet med i gruppen, der kan købe gødningen - under forudsætning af, at de har en årlig omsætning på over 20.000 kr., har et CVR-nummer og indsender en ansøgning til Plantedirektoratet.
"Denne gruppe er uden for vores sædvanlige registreringssystem, men kom med som et forhandlingsresultat i EU," forklarer Marianne Clemann. "Vi registrerer dem i et system for sig."
Som følge af EU-forhandlingerne er restriktionerne blevet en generel europæisk regel, som træder i kraft 27. juni 2010.
Små hægtet af
Omsætningskravet på 20.000 kr. gælder i øvrigt også for registrerede jordbrugere, der både skal skrive tro og love-erklæring, indsende CVR-nummer og oplyse om indtægt, før de kan få lov at købe afgiftsfri gødning.
De krav kan en gruppe mindre jordbrugere ikke leve op til, så selv om de tidligere kunne købe gødning mod at betale fuld afgift, er de i dag hægtet af.
"Men vi ved, at nye erstatningsgødninger, f.eks. af typen 21-3-10, som indeholder kvælstof fra andet end ammoniumnitrat, er på vej, så private kan købe dem. De kan måske være lidt dyrere i dag, men når reglerne i 2010 bliver fælleseuropæiske, har vi forventninger om, at erstatningsgødninger bliver billigere," siger Marianne Clemann.