Lillian Justesen med den dyre gødning, som ikke er så effektiv som den der nu er forbudt for hende og andre med små landbrug. Foto Simon Jeppesen/Polfoto
Da Lillian Justesen fra Ans 1. april tog ind i sin foderstofhandel, Hedegaard i Kjellerup, for at købe den sædvanlige NPK 21-03-10 gødning til sine havre- og græsmarker, fik hun til sin store overraskelse at vide, at den gødning kan hun ikke længere få lov til at købe. Selv om hun - ligesom andre år - var parat til at betale fuld gødningsafgift.
Det er resultatet af den antiterrorlov, der trådte i kraft 1. september 2008, og som forbyder salg af gødning med over 16 pct. ammoniumnitrat til private haveejere og lignende. Den slags gødning kan nemlig i forkerte hænder bruges til fremstilling af bomber.
Lillian Justesen, der har fire heste og en enkelt ammeko på sin syv hektar store ejendom, falder i kategorien "og lignende."
Og det viser sig at være dyrt for hende og hendes mand, Frank Justesen.
"Jeg skal normalt bruge tre gange 750 kg gødning til mine marker, så jeg kan dyrke vinterfoder til dyrene. Nu har jeg måttet købe en anden slags gødning (NPK 14-3-15), der er knap så effektiv. For at opnå samme virkning, skal jeg give markerne en halv gang mere gødning. Da den knap så effektive gødning ikke kan købes i løs vægt, vil det koste mig 24.000 kr. at opnå samme virkning, som jeg sidste år skulle give 11.000 kr. for," fortæller Lillian Justesen.
Nu overvejer hun, om det overhovedet kan betale sig at dyrke jorden selv.
"Jeg har regnet ud, at det ville koste mig cirka 11.000 kr. at købe vinterfoder af god kvalitet. Ved at leje halvdelen af min jord ud, kunne jeg godt få dækket udgifterne, men det var ikke det, jeg gerne ville. Jeg lægger vægt på selv at dyrke foder til mine dyr, for det er betryggende at vide, hvad de får, og hyggeligt at se det spire og gro på markerne og til sidst høste."
Ikke erhverv
Problemet for Lillian og Frank Justesen er, at deres landbrug er ikke registreret som en virksomhed med CVR-nummer. De er ikke hos Plantedirektoratet registreret med tilladelse til at købe afgiftsfri kvælstofgødning. Derfor er de at sammenligne med private haveejere.
"Men tidligere kunne vi bare betale gødningsafgiften og så få det samme som de professionelle. Det kan vi altså ikke mere," beklager Lillian Justesen, som synes det er en urimelig behandling.
"Vi er jo ikke nogen, der vil lave bomber. Vi vil bare have, at vores dyr kan få et godt liv. Så kan det virkelig passe, at vi ikke kan få samme gødning som professionelle landmænd?"
Lillian Justesen værdsætter selv at kunne dyrke foder til sine heste, der giver hende glæde og oplevelse. Men lige nu finder hun prisen rigelig høj.