»Du skal komme ud. Nu! Det ser helt forkert ud.«

Det er min kloge kone, der ringer ude fra marken. På vej til arbejde er hun kørt forbi fårene, hvor en af de sidste er ved at læmme. Jeg mumler noget beroligende i telefonrøret, nipper lidt mere kaffe, sukker og går ud og trækker i kedeldragten.

Morgenen kan vanskeligt være mere romantisk: Store dråber hænger ned fra træernes bristefærdige knopper, hasseltræets rakler lyser i mindst tre forskellige nuancer, og i disen kan jeg skimte vandet, hvor et par hundrede gravænder raster ...

»Nu! Du skal komme nu!« lyder det oppe fra marken, hvor min kone i sit fine tøj står og ser ned på flokken af får og lam, og så hende der ligger midt på marken og presser.

Jeg når faktisk ikke derop, før lammet falder ud. Moren er over det med det samme: Slikker, kommer med beroligende lyde, nusser. Og lammet er oppe at stå inden der er gået fem minutter, hvorefter det begynder at søge efter patten.

»Det så altså helt forkert ud,« forsvarer min kloge kone sig, mens jeg prøver at holde mund - et forsøg, der ikke lykkes helt.

»De ligger da altid ned, når de presser,« hører jeg mig selv sige.

Hun kigger på mig igen, min kloge kone, inden hun med eftertryk svarer mig:

»Ikke - på - den - måde!«

Nå, så kan jeg da finde ud af at holde munden lukket.

Vi havde ellers planlagt det hele så godt. Ligesom vi plejer. Vædderen skulle tages fra så tidligt, at vi ikke ville få lam i påsken. Det ville efterlade mulighed for fælles familieferie et andet sted end herhjemme, selvom der ikke er ret mange steder der er bedre at være, netop når det er voldsomt forår.

Og selvom jeg vidste allerede da vi lagde planen, at der ville være mere end rigeligt at se til herhjemme i påskens fridage, indvilgede jeg, med en bemærkning jeg er begyndt at komme med lidt for tit:

»Vi skal jo heldigvis ikke leve af det her landbrug, så lad os bare tage af sted.«

Ja! Det var sådan jeg sagde.

Siden er turen ud af landet blevet planlagt, billetter er blevet bestilt, aftaler er lavet, feriedage reserveret ...

Der er sådan set kun en ting, der ikke helt er gået som planlagt: Jeg fik ikke slagtet vædderen i tide.

Jeg kan godt komme med forklaringer på, hvorfor det er gået sådan. Eller rettere: Jeg har haft en del lejligheder til at forklare, hvorfor det nu lige var, at vi ikke fik sendt den vædder til slagteren som planlagt.

»Og aftalt!« siger min kloge kone, allerede inden jeg uddyber.

Skal jeg være ærlig, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke engang kan huske, hvad der gik galt. Måske var det en simpel regnefejl. Måske var det slagteren der ikke havde tid. Måske glemte jeg det bare ...

Det sidste siger jeg ikke højt, selvom det formentlig er det der kommer tættest på sandheden. Heldigvis ser han ud til at have været flittig, den unge vædder vi satte til i efteråret. En dag kommer der seks lam med få timers mellemrum, en anden fem næsten på en gang. Læmningerne forløber totalt uden problemer. Krydsningslammene er oppe at stå næsten før de rammer jorden, som jeg siger til den gode ven, som jeg er nødt til at bede om at se efter dyrene, mens vi nyder tilværelsen længere sydpå.

Men det er faktisk rigtigt. Måske er det også rigtigt, fordi vi kun har gamle får tilbage i besætningen. Får der har læmmet et utal af gange, og hvor der derfor er så god plads i fødselskanalen, at lammet nærmest kan komme ud på tværs.

»Der er da nogen ting, som gamle koner er gode til,« kan jeg ikke lade være at sige til min kloge kone, da vi betragter den idylliske flok.

Hun overvejer et øjeblik inden hun peger ud på flokken af usædvanligt fine lam og svarer:

»Og unge mænd! Der er også noget unge mænd er gode til!«