Log på Forside
 
Hestemøg kan blive til varme og el
Nu ser det endelig ud til, at også det danske hestefolk kan glæde sig over en miljø- og energirigtig hverdag.
Biotherm-anlæggene gør bortskaffelse af hestestrøelse og andre ekstreme brændselstyper til en gevinst for miljø og for ridecentrene.

På Hest & Rytter-messen i Herning præsenterede INGDAM¿S BIOENERGY det meget omtalte svenske Biotherm-anlæg, som nyttiggør blandt andet hestestrøelse.

Alt fra spåner, halm, tørv, hør, pellets, wastepellets, flis med op til 61 pct. fugtindhold samt slagteriaffald fra hønserier kan brændes i Biotherm-anlæggene. I Sverige har disse anlæg gennem flere år nu forvandlet ridecentres og travbaners hestemøg til opvarmning af ejendomme, ridehuse og swimmingspools og samtidig givet meget store besparelser på det årlige driftsbudget. "En hest kan producere cirka fire kW pr. dag ren effekt. 40 heste kan opvarme ca. 2.500 kvm. Perspektiverne bliver yderligere interessante af, at Biotherm-anlæggene i snarlig fremtid også kan producere el ved en mindre udbygning af anlæggene," fortæller direktør Aff Ingdam-Lindgren, INGDAM¿S BIOENERGY, som har forhandlerrettighederne for Danmark.

Biotherm produceres af Swebo i Boden, der har mere end 30 års erfaring i produktion af såvel pelletsfyr som fjernvarmeanlæg, solfangere og alt andet inden for varme-/energiløsninger. Udviklingen af Biotherm-anlæggene er sket i tæt samarbejde med Luleås Tekniske Universitet. Der er tale om driftssikre anlæg, der kan klare for eksempel hestestrøelse fra 20 op til 1.000 heste.

Følg med på web

Hestestrøelsen samles i depot eller en speciel container, og herfra er processen helt automatisk. Man kan følge afbrændingen på et web-kamera, der er indbygget i brænderen. Fra sin pc i stuen eller kontoret kan man for eksempel ændre på temperaturen, eller man kan bede folkene i Boden om lige at kigge ind i brænderen via deres system og foretage justering. Der er tale om en avanceret proces med flere opvarmnings- og forbrændingsprocesser, hvilket gør, at askeskuffen kun skal tømmes en til to gange om måneden.

Prisen på et mindre komplet anlæg med skorsten, depot, web, snegle, vandtanke, brændere etc. ligger på mellem 1,2 - 1,4 mio. svenske kroner. Med den meget lave svenske kurs (0,63) er der altså tale om en tilbagebetalingstid på fire-fem år. Levetiden på anlæggene er 20 - 30 år. Det er også muligt at lease et komplet anlæg, der kommer som en færdig containerløsning. Biotherm er det eneste anlæg på markedet, der effektivt og miljømæssigt korrekt kan brænde hestestrøelse.

Grøn energi og sund fornuft

I Sverige er hestestrøelse klassificeret som biomasse, og her har rideskoler siden 2002 opnået EU-tilskud til opførelsen af anlæg.

I Danmark har Miljøstyrelsen hidtil anset hestestrøelse for at høre under affaldsdirektivet, hvilket stiller nogle helt anderledes skrappe krav til emissionstallene, i særdeleshed NOx-værdien, som ikke må overstige 200. "At hestestrøelse hører under Affaldsdirektivet, er ikke helt enkelt hverken at forstå eller forholde sig til håndteringsmæssigt - og slet ikke miljømæssigt," mener Aff Ingdam-Lindgren, der her opridser situationen:

"Hver dag køres masser af ton med spåner ud på markerne. Det har ingen værdi for jorden og er kun til gene, fordi der går mange år, før spånerne er væk. Hestestrøelse køres også i dyre domme væk fra ridecentre og stutterier til forbrændingsanstalterne, mens der samtidig bruges dyr olie til opvarming af samme centres bygninger og beboelser. Lastbiler henter og bringer med unødige CO2-belastende transporter. Det er dyrt både for miljøet og for centrene."

Lande som Tyskland, Polen, Sverige, Norge, USA m.fl. har en helt anden holdning til håndtering af hestestrøelse og har set fordelene for miljøet. Klassificeringen i Danmark som Affald har betydet en sen opstart på flere områder.

Imidlertid viser de seneste tests af Biotherm, at NOx-værdierne, takket være den seneste tids teknologiske udvikling af Biotherm, ligger på gns. 150 - altså med en flot marginal til den tilladte maksværdi. Nu er der endelig mulighed for at få konverteret hestestrøelsen fra et problem til fornuftig grøn energi.

Læs mere i Magasinet hest nr. 3

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: