
Foto: Polfoto.
Enhver plæneklipper-ejer sværger til sit mærke. Her er vi til plæneklipperrace i Florida.
Plæneklipperen er den centrale maskine i haven. Valget er svært. Næsten lige som med biler. Skal det være Toyota eller Lada, firehjulstrækker eller elbil til bybrug?
Sådan kan man ogå se på plæneklipperen. Skal maskinen slå groft græs i ujævnt terræn, eller skal den bruges på den fine golfbaneagtige plæne tæt på huset?
Der er mange faktorer der har indflydelse, når man skal finde den plæneklipper der passer bedst til behovet. Tid, størrelse, terræn og resultat er afgørende faktorer.
Cylinder eller rotor
Cylinderklipper giver den flotteste og mest ensartede plæne. Den er bedst til jævnt og fladt terræn. Den fås både som håndskubber, elektrisk eller benzindrevet. Den benzindrevne findes også i en selvkørende udgave.
Rotorklipperen fås med benzin eller elmotor. Som selvkørende har den benzinmotor.
Rotorklipperens kniv er vandret og virker derfor som en motoriseret le. Den er mere altædende end cylinderklipperen. Den kan klippe både højere og mere vildtvoksende græs.
Til gengæld efterlader den ikke plænen i helt samme golfbanekvalitet som cylinderklipperen.
Benzin eller el
Den manuelle plæneklipper er en god løsning til helt små græsarealer. Er plænen større end 100 kvadratmeter, vil de fleste foretrække en motoriseret klipper, og her står valget mellem en elektrisk eller en benzindrevet model.
Den elektriske plæneklipper er velegnet til mindre plæner på 300-400 kvadratmeter. Den er stort set lydløs. Til gengæld er ledningen ofte en irriterende hæmsko. Klipperen fås både som rotor eller cylinderklipper.
Den benzindrevne plæneklipper kan uden problmer klare plæner på mere end 1.000 kvadratmeter. Her står valget så mellem, om maskinen skal være selvkørende, eller om den skal skubbes med rå muskelkraft.
Jo større plæne, jo mere aktuelt bliver det med den selvkørende udgave.
Havetraktoren er det rigtige valg, hvis du har en større græsplæne. Den er både hurtig og bekvem og har klippebredde på op til 125 cm.
Mange havetraktorer kan med det rigtige tilbehør desuden feje, harve, tromle, rive mos, sprede gødning og skovle sne.
Kilder: www.bygogbolig.dk
XLbyg