Fem ivrige børn på vej rundt i 3-D labyrinten. Af sikkerhedsmæssige grunde er der en halv meter luft under bræddevæggene, så små børn har mulighed for at trække sig ud af labyrinten.
"Den var sjov. Men den var godt nok svær."
11-årige Henrik har sammen med 8-årige Heidi, 6-årige Freja og Andreas og Sigurd på fire år testet Europas største 3-D labyrint for Land&liv. Labyrinten ligger i Labyrinthia, Labyrinternes Land i Rodelund udenfor Silkeborg, som er indrettet af Ole og Liselotte Jensen i en nedlagt gård.
Opgaven i 3D-labyrinten går ud på at finde vej hen til de fire hjørner markeret med flag, og derefter finde ud.
I begyndelsen gik det rigtig godt. Alle unger strøg af sted i samlet flok ind i den enorme labyrint, som er opbygget af 10.000 brædder og 500 betonpæle og fylder 1.300 kvadratmeter.
Efterhånden blev de dog mere og mere frustrerede, for det sidste hjørne var næsten umuligt at finde. De mindste faldt til sidst fra efter at have holdt ud imponerende længe. Men efter en halv times kamp lykkedes det - med Henrik som motor - de tre største at nå målet. Og ungerne var stolte, da de fik deres diplom overdraget.
Godt gået unger. For det næsten to meter høje plankeværk er svært at finde rundt i, når man går rundt dernede og ikke kan se andet end brædder og atter brædder. Heldigvis fører nogle af gangene via trapper op på 3-D gangbroerne, hvor man har en flot udsigt ud over labyrinten og kan få det store overblik. Tror man da. Lige indtil man igen er nede og løber ind i de blinde ender hele tiden. Går man alene rundt, kan man hurtigt føle sig som Palle alene i labyrintens fascinerende verden.
Trojaborg og spillebule
"Labyrinter har i årtusinder fascineret mennesker over hele kloden. Den ældste type labyrint, der findes er nordisk og fra bronzealderen (3.000-4.000 år siden). Den hedder Trojaborg og er bygget op af flere hundrede store sten lagt i et bestemt mønster," fortæller Ole Jensen.
Sådan en Trojaborg har de også i Labyrinthia. Ufattelig smuk og enkel. Og dragende på børnene, der slet ikke kan gå rundt inde i den, men simpelthen må løbe.
Efter Trojaborgen fortsætter vores ihærdige fem børn videre til en hjerteformet vandlabyrint med 12 vandporte, som sprøjter med vand, og er omgivet af mandshøje velduftende roser. Portene er computer-styrede, så man aldrig helt ved, hvornår der kommer vand.
Også en balance-labyrint, hvor man både skal finde vej samtidig holde balancen, og en moderne farvelabyrint prøver børnene kræfter med.
Da de bliver trætte af at løbe i labyrinter, fortsætter de med stor begejstring legen indenfor i den gamle svinestald, Kryptoteket, som Ole og Liselotte Jensen har bygget om til spille-bule md en større samling tænkespil. En diciplin der også er lærerigt for voksne.
Mini-labyrinten for de mindste er overskuelig og populær. Her skal børnene finde og huske fem dyre-billeder samtidig med at de finder ind og ud af labyrinten.
Balanche-labyrinten, hvor man skulle balancere og finde vej samtidig, synes børnene var lidt kedelig.
Farvelabyrinten var den sværeste af dem alle.
Vand-labyrinten med de mange vandporte er en rigtig sanse-labyrint, når roserne er sprunget ud.
Indenfor i Kryptoteket var der mange udfordringer til motorik, hjerne og tålmodighed - for alle aldre.