"Det er ikke fordi - jeg har altså noget, jeg hellere vil bruge min feriedag på!"

Vi går og spartler, maler, sliber og piller tæpper af i hendes nye lejlighed. Det er min mund, ordene kommer ud af, og jeg lyver. Jeg kan næppe finde noget bedre at bruge min ferie på end at hjælpe hende. Jeg kan næppe finde bedre ros, end når hun udbryder: "Det bliver mega-flot, far!"

Og jeg kan næppe komme tættere på min voksne datter end ved at arbejde sammen med hende på feriedage, eftermiddage og aftener. Selv føler jeg mig også en hel del yngre. Næsten som dengang jeg selv boede i den jyske hovedstad og ikke kunne forestille mig, at man kunne overleve andre steder.

"Jeg kunne faktisk godt bo sådan et sted igen," betror jeg min kloge kone, da vi sidder bænket om aftensbordet et par dage senere.

Hun ser tvivlende på mig:

"Hvor ville du så have fårene henne," spørger hun retorisk. Og nej, jeg må indrømme, at der ikke er plads til ret mange får ude på den lille altan.

"Men så er det jo et andet liv, man skal leve," fremturer jeg.

"Et liv fyldt af kultur. Hvor man kunne rejse uden at skulle spekulere på, hvordan alting forløber derhjemme."

Hun ser på mig igen.

"Du ville gå i spåner i løbet af den første uge!" fastslår hun myndigt.

"Hvad med værkstedet?"

Inderst inde ved jeg, at hun har ret, men det er nu ikke en konstatering, jeg har tænkt mig at afsløre for hende.

Som dagene går, får vi arbejdet os længere og længere frem mod indflytning i lejligheden, mig, min datter og alle de veninder, hun organiserer til at hjælpe til.

Jeg har mere ferie til gode end min kloge kone, og hun har svært ved at skjule sin misundelse over, at det er mig, der får lov at hjælpe.

"På den anden side," siger jeg til hende, "du kan jo alligevel heller ikke spartle væggene, så det ser ordentligt ud."

Hun skuler til mig uden at kommentere det.

Jeg har valgt den besværlige løsning at spartle alle væggene fra gulv til loft. Ikke at det er noget, jeg har særlig mange erfaringer med - ikke nogen, faktisk - og mine første resultater er heller ikke specielt imponerende, for nu at sige det mildt, da dagslyset kaster sit nådesløse skær på mit værk gennem de store vinduer.

Med sved, en slibemaskine og pigernes hjælp lykkes det dog at gøre væggene i det første rum acceptable selvom det resulterer i, at stuen på det nærmeste bliver uigennemtrængelig på grund af et tykt lag af støv.

I næste rum går det straks bedre, synes jeg selv, men bliver korrigeret, da en af veninderne får en ven på besøg.

"Han mener, det er noget, han har forstand på, og han siger altså, at du har smurt et alt for tykt lag på," siger veninden forsigtigt.

Jeg er lige ved at sige, at han måske skulle tilbyde sin hjælp, den kloge ven, men får stoppet mig selv i sidste øjeblik.

"Men jeg er nu ligeglad med, at væggene er lidt ujævne," tilføjer veninden venligt.

I de sidste rum smører jeg meget mindre på, bliver meget hurtigere færdig, får et langt pænere resultat og er igen helt godt tilfreds med mig selv.

Jeg bliver dog bragt ned på jorden igen, da stuen skal males.

"Der er altså temmelig ujævnt oppe ved loftet. Tror du ikke, at du kunne slibe det ned også?" spørger min datter.

"Det betyder altså ingen ting. Når først der er malet, er det ikke noget, nogen vil lægge mærke til," svarer jeg hurtigt.

Hun lader et par dage gå, den datter, som jeg har ryddet op efter, slukket lys efter og rettet på i 22 år, før hun tager emnet op igen.

"Der er altså ujævnt. Det er ikke kun mig, der kan se det. Mine veninder kan også," siger hun, igen inden hun diskret slukker lyset på badeværelset, som jeg har ladet brænde.

Jeg sukker, går ud efter slibemaskinen og begynder på de ujævnheder, som selv jeg ikke kan overse.