Det starter en fredag eftermiddag hos slagteren. Vi er på vej op til vores kønne datter og vil gerne medbringe god mad og friske råvarer. Min kloge kone kan slet ikke holde hemmeligt for slagteren, hvilken dejlig weekend vi ser frem til i selskab med en datter, som vi selvfølgelig ser alt for lidt.
Og så er det altså, at det kommer: "Mine forældre tør slet ikke køre til Århus mere, og det er lidt synd for min bror, som bor deroppe. Men de er nu også endnu ældre end I er," siger slagteren, som jeg altid har anset som en flink fyr.
Jeg har altid hængt mig i, at nogen - min datter for eksempel - siger, at jeg ser yngre ud end min alder. Men den opfattelse får endnu et skud for boven nogle dage senere, da vi er ude at spise med hele familien og tjeneren med et smil konstaterer, at "bedstefar betaler."
Jeg er slet ikke bedstefar, kunne måske nok tænke mig at blive det, men det må da gerne vente nogle år endnu. Han kan kigge i vejviseren efter drikkepenge, den snøbel.
Jeg har lykkeligt glemt alt om alder, da vi i påsken tager på familiebesøg i det sydlige Polen og blandt andet afprøver en tur i tømmerflåde ned ad en smuk flod omgivet af høje bjerge og en lokal iført folkedragt som pramdrager.
"Pensionisten" kalder han mig, og det behøver end ikke at blive oversat, for at jeg skal forstå det.
"Ser jeg måske gammel ud?" spørger jeg en smule hidsigt min kloge kone, da vi skal gå til ro for natten.
Men det syntes hun på ingen måde, bedyrer hun.
"Det skulle da lige være på grund af de grå hår, du har i tindingen," fortsætter hun med en bekymret mine.
"Har jeg grå hår?" spørger jeg næste morgen den lapsede lemmedasker, der først kigger undvigende væk og derefter spørger:
"Far, vil du høre sandheden?"
Det var nok her jeg skulle være begyndt at tale om noget andet, men jeg fremturer med et: "Ja, selvfølgelig!"
"Du har faktisk temmelig mange grå hår," siger han så.
Selvfølgelig er jeg skuffet over hans svar men tager mig sammen og svarer straks, at det udelukkende er et spørgsmål om at være moden.
I avisen læser jeg et interview med en på 100 år, der føler sig fuldstændig som en på 20 - indeni.
"Det er jo akkurat sådan jeg har det," når jeg at tænke, inden det absurde i tanken går op for mig. Der er jo lang tid til, at jeg bliver 100. Temmelig lang tid i hvert fald.
Bankens små breve om, at man skal planlægge sin pension i tide, hjælper ikke på humøret. Jeg skal overhovedet ikke pensioneres. Ikke foreløbig i hvert fald.
"For det første er jeg altså ikke gammel. For det andet vil jeg ikke gå alene herhjemme, mens min kone kører på arbejde hver morgen," siger jeg til alle - og det er desværre ikke ret mange - der gider høre det.
Samtidig skærpes min interesse for alt, hvad der kan afsløre tiltagende alderdom: Jeg bliver ekstremt opmærksom på, om der er noget jeg glemmer, jeg falder over avisens annoncer for høreapparater - selvom det på ingen måde er nødvendigt (folk er bare begyndt at mumle så meget de seneste år), undgår at gå med læsebriller og kniber i stedet øjnene sammen, når jeg er tvunget til at læse i halvmørke, intensiverer min løbetræning, får en god ven til at klippe fårene, fordi ryggen driller ...
Hhmmm - enkelte tegn er der måske på, at man ikke helt er tyve længere.
"Men hovedet fungerer heldigvis," betror jeg min kloge kone, da vi kommer ind på spørgsmålet alder endnu en gang - og endnu en gang foranlediget af mig.
Det er fredag eftermiddag, og vi kan se frem til en lang weekend med fælles aktiviteter og forrygende forårsvejr.
"Hvad skal vi lave hele den lange weekend," siger jeg glad ved udsigten til afslapning og skovture.
"Det har jeg også tænkt på," svarer min kloge kone hurtigt.
"Vi har jo en del ting, der skal laves. Jeg har skrevet det ned."
Hun holder en lille pause, inden hun tilføjer:
"Så du ikke glemmer det!"