Odsherred skovsti
til islandsk ridning

Foto: Jørgen T. Madsen
Der er også plads til en kop kaffe ved den nye ridebane på Gedehøjgård. Her har Hanne Ravn Hansen sat sig på bordet. Bag ridebanen ses et af vandhullerne.
Odsherred har fået en bane til islandsk ridning med sti til skoven og vandhuller til frøer, fugle og hestebadning. Den ligger i Jyderup ved Vig og er anlagt af Hanne Ravn Hansen på Gedehøjgård. Anlægget blev indviet lørdag 26. april.
"Banen skal være et samlingssted for ridende, både til træning, undervisning, kurser, ridelejre og små stævner, eller når flere bare vil ride sammen," forklarer Hanne Ravn Hansen. Anlægget er som det første og hidtil eneste i Odsherred indrettet specielt til islandsk ridning, der er den hurtigst voksende sport i Danmark - næst efter golf.
Banen giver også mulighed for en ridetur til skoven ad en sti, som Hanne Ravn Hansen har anlagt over sin egen og et lille stykke af naboens jord hen til Jyderup Skov. Stien er lige så meget til fodgængere, så rytterne skal tage hensyn og ride roligt. Derfor er der også lavet en gren af stien, der er forbeholdt ryttere, som her trykker den af i flyvepas, som det hedder, når en islandsk hest løber stærkt.
Langs stien er der anlagt tre vandhuller eller små søer gravet ud i lavninger, hvor der altid har været fugtigt. Tudser, frøer og salamandre har allerede taget dem i besiddelse.
Hanne Ravn Hansen har fået tilskud til anlægget fra EU's program til udvikling af landdistrikter. I september bevilgede Udvikling Nordvestsjælland hende 148.048 kr. Kort efter satte hun arbejdet i gang. Silva Danica har lavet naturdelen af anlægget.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: