Log på Forside
 
Åbent Landskab
Årets have
En lille bæk løber gennem Birte og Knud Jørgensens have.

Haven, der i 2009 er valgt som Årets Have af Dansk Landbrugs Havebrugsudvalg, ligger ved Flensborg Fjord og tilhører Birte og Knud Jørgensen.

De kalder deres have Åbent Landskab. Det er en dejlig stor og frodig landbohave på et let skrånende terræn, med en helt fantastisk udsigt ned til Flensborg Fjord. Indkørslen har en smuk brostenbelægning.

Havens bede er i bløde rammer med runde former og fritliggende, således at de mange sjældne træer og buske kan opleves fra flere sider. Samtidigt giver det et dejligt kik gennem haven med flere perspektiver.

De gamle frugttræer er bevaret og er sammen med havens andre træer med til at give skyggevirkninger på græsplænen i forbindelse med solens vandring.

En lille bæk løber gennem haven og ud i en dam med frodige stauder på begge sider af det rislende vand.

Jordbær og grønsager dyrkes hovedsageligt i højbede.

Haven ligger på Illervej 43, Iller, 6310 Broager, og den er målet for en udflugt, når Dansk Landbrugs Havebrugsudvalg fredag 12. juni holder årsmøde.

Møde i Gråsten

Årsmødet i havebruget holdes i år på Gråsten landbrugsskole 12. juni i den region, hvor Årets Have er valgt. På årsmødet vil Birte og Knud Jørgensen og deres have blive præsenteret med mange fine farvebilleder.

Årsmødet starter med kaffe fra kl. 9.30 til 10. Forstander Peder Damgård præsenterer Gråsten Landbrugsskole og træk fra egnens historie. Derefter giver havebrugsudvalgets formand, Inger Bach, en kort beretning. Cirka Kl. 10.35 er der »Inspirationer til en flot have året rundt« ved den landskendte havedesigner Lars Juncker fra Roskilde.

Efter en kort pause vil Gert Karkov fortælle og underholde om sit liv og virke på Axelborg og som formand i Sønderjylland.

Derefter bliver indehaverne af Årets Have præsenteret og får overrakt hædersbevisningen.

Efter frokost er der busudflugt til Årets Have, hvor der drikkes eftermiddagskaffe.

Efter havebesøget køres en guidet tur i området. Dagen slutter med en bid brød på landbrugsskolen. Her vil havebrugskonsulent Jann Poulsen fortælle lidt om Årets Have og baggrunden for at vælge netop den.

Haveårsmødet fredag 12. juni på Gråstens Landbrugsskole, Fiskbækvej 15, 6300 Gråsten, er åbent for alle interesserede. For medlemmer af Dansk Landbrug er deltagelsen gratis. Ikke-medlemmer skal betale 200 kr. Tilmelding senest 9. juni til Aase Poulsen, 97 17 18 51, Inger Bach, 86 68 24 21, bedst de fleste dage inden kl. 8.30, eller Ulla Østergaard, 26 12 02 10.

Se kataloget Åbne Haver på www.dansklandbrug/havebrugsudvalget.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: