Log på Forside
 
Møllernes historiebog
Bogværket Vindmøller og vandmøller i Danmark er afsluttet med fjerde bind.
Vindmøller og Vandmøller i Danmark, bind 4, af Anna Marie Lebech-Sørensen. Udgivet af Skib Forlag. 352 sider. 298 kr., kan købes hos boghandleren eller Skibs Forlag, tlf. 62 26 33 58. www.skibforlag.dk

Møllelaug og frivillige møllepassere sørger for, at mange af Danmarks historiske vind- og vandmøller stadig kører, så vi kan få indtryk af deres betydning.

Disse gode kræfter ved også meget om teknikken og historien bag møllerne, og Anna Marie Lebech-Sørensen har trukket på dem i de 10 år, hun har arbejdet med sit omfattende bogværk: Vindmøller og vandmøller i Danmark. Nu er værket afsluttet med bind 4. Hermed er mere end 150 møller grundigt beskrevet og fotograferet, både hvad angår deres konstruktion, betydning og ejerforhold gennem tiderne. Bind 4 rummer beskrivelse af 34 møller.

I sidste afsnit fortæller Anna Marie Lebech-Sørensen om moderne bølgekraftværker, der dårligt har fået deres gennembrud endnu. Et af dem, et Wave Star testanlæg, har siden 2006 stået ved Nissum Bredning. I 2009 skal et andet testanlæg opføres ved Roshage Mole ved Hanstholm, fortæller hun.

Vind- og vandenergi er fortsat noget, der trækkes på om end i andre former end de møller, vi i dag finder maleriske og bevaringsværdige.

I Bind 4 kan man læse om, at vandmøllerne blev introduceret i Danmark med munke, der i begyndelsen af middelalderen anlagde vandmøller ved deres klostre. Den vist nok ældste vandmølle er Munke Mølle i Odense som oprindeligt lå ved Odense Å. Her fik munkene privilegium til deres mølle i 1175.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: