Log på Forside
 
Rodet tyveri
Tegning: Illustrudsen

»Jeg gider ikke rydde op!«

»Det lyder som om det er sagt af en tvær teenager, men det er min mund ordene kommmer ud af. Det er kontoret - igen - det drejer sig om. Og det er min kloge kone jeg taler til.

»Det må du selv om. Det er dit kontor,« siger hun og læser uforstyrret videre i sin avis. Det er aften. Udenfor leger lammene tagfat, solen giver hele området et varmt skær, mens den forbereder sig på natten. Traktoren står udenfor og venter på at blive kørt ind.

»Jeg gider altså ikke. Slet ikke når vejret er så godt,« fortsætter jeg stædigt.

»Gå nu bare i gang. Du vil få det så godt bagefter,« svarer hun i et forsøg på at være pædagogisk. Men hendes tonefald får mig kun til at indlede et foredrag, som jeg tilsyneladende har holdt alt for mange gange. Hun bliver i hvert fald meget fjern i blikket, da jeg begynder på afsnittet om, at det for eksempel er mig, der sørger for at alle regninger bliver betalt til tiden. Hun ved godt, min kloge kone, at hun nu sejler i mineret farvand. For er der noget hun ikke ønsker, er det at overtage lige præcis den tjans. Alligevel kan jeg se det rykke i hendes mundvige, inden hun kommer med sit gennemtænkte svar:

»Koner, der var mindre hærdede end mig, kunne måske også være blevet bekymrede over det,« siger hun så.Derefter er det, at jeg vælger at gå ned for at køre traktoren ind.

Næste morgen overgiver jeg mig. Jeg har brugt en halv time på at finde nogle vigtige papirer til banken - som jeg ikke finder. Jeg leder også forgæves efter den check, der kom fra forsikrings-selskabet for 14 dage siden. Jeg er helt enkelt nødt til at rydde op. Jeg starter på bunkerne fra en ende af. Bordet er slet ikke stort nok til, at det kan bruges til sorteringsarbejdet - jeg må nødvendigvis også tage gulvet i brug.

Mængder af papir kan smides ud, andet - en lidt for stor del - bliver lagt i den bunke, jeg senere skal tage stilling til. Og så er der de regninger, som i beklageligt stort antal dukker frem fra gemmer under dynger af ubrugelige papirer, hæfter, jeg skulle have læst, sjove udklip, værktøjskataloger, kuglepenne, udløbne kreditkort.

Jeg når at lægge en halv snes bunker på gulvet, et tilsvarende antal på bordet og noget ovre i hjørnet, inden jeg nødvendigvis må køre. Færdig bliver jeg altså ikke, men min kone har ret: Jeg har faktisk fået det bedre - ikke mindst da checken fra forsikringsselskabet dukkede op.

Jeg sørger omhyggeligt for at låse, inden jeg trygt overlader vort hjem i egen varetægt. De få uønskede gæster vi har haft i tidens løb har vi såmænd selv inviteret, så jeg er ikke bekymret.

Det bliver jeg til gengæld sidst på eftermiddagen, da lemmedaskeren ringer. Jeg kan høre, at noget er helt galt.

»Vi har haft indbrud,« får han sagt.

»Men jeg er altså ikke ret meget for at gå oven på,« tilføjer han.Tyvene har kastet en stor sten gennem terrassedøren og fjernet i hvert fald den ene af de bærbare computere, meddeler knægten, og jeg haster hjem.

Når galt skal være, har de faktisk været hensynsfulde: Selvfølgelig roder glasskårene, men huset er ikke rodet igennem, selvfølgelig har de taget to computere, men det er da døde ting, som vores venlige tømrer siger, da han fredag ved 21 tiden dukker op for at dække den ødelagte dør med en plade.

Om det så er politiet dukker de op. Jeg har nok forestillet mig noget med fingeraftryk, afstøbning af dækmønstre, dna-profiler og den slags. Men de to betjente nøjes med at tage et par billeder, og jeg kan se, at de synes det er synd for os.

»Men heldigvis har tyvene ikke rodet ret meget. Vi ser nogle gange noget, der er meget værre,« betror den ene af betjentene, mens vi går rundt i huset for at han kan sikre sig, at der ikke er sket andre skader.

Så er det vi kommer op til mit kontor. Det kontor, som jeg ryddede op om morgenen. Også her har tyvene hugget en computer og åbnet et par skuffer. Ellers er alt urørt siden min oprydning. Jeg kan se betjentens øjne blive større inden han siger:

»Men herinde, der har de da godt rodet i det hele og væltet alt ud på gulvet.«

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: