Log på Forside
 
Spar penge i skat som deltidslandmand
Muligheden er der ved at bruge virksomhedsskatteordningen.
Foto: Jens Tønnesen
Der kan være penge at spare ved at bruge virksomhedsordningen, men det kræver løbende bogføring og skarp adskillelse mellem virksomhed og det private.

De fleste erhvervsdrivende, herunder deltidslandmænd, kan have økonomiske fordel af at bruge virksomhedsskatteordningen. Så kan renteudgifter nemlig fratrækkes i virksomhedens resultat, og dermed i den personlige indkomst. Og det er der penge i - i form af sparede skattekroner.

Renteudgifter, også de der vedrører finansieringen af virksomhedens aktiver, er som udgangspunkt negativ kapitalindkomst. Negativ kapitalindkomst fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Afhængig af kommuneskat vil det normalt give en fradragsværdi af renteudgifterne på kun cirka 33 procent. Kan renteudgifterne derimod fratrækkes i virksomhedens resultat, kan fradragsværdien komme op på ca. 63 procent.

Sådan opnås høj fradragsværdi

Når deltidslandmanden fratrækker sine renteudgifter i virksomhedens resultat, opstår der normalt et underskud.

Forhåbentlig er der et lille overskud i virksomhedens driftsresultat, men efter fradrag af alle renteudgifterne vil der oftest være et større underskud. Dette underskud fratrækkes i landmandens personlige indkomst, det vil sige lønindkomsten, som tjenes ved siden af driften af deltidslandbruget.

Hvis deltidslandmanden i 2008 har en lønindkomst på over 365.000 kr., betaler han topskat. Det vil sige, at der betales ca. 63 procent i skat af den sidst tjente krone. Det ændres der ikke på, når han har negativ kapitalindkomst (renteudgifter) og ikke anvender virksomhedsskatteordningen.

Men ved anvendelse af virksomhedsskatteordningen opnås en væsentlig forøgelse af fradragsværdien af renteudgifterne, fordi de fratrækkes i den personlige indkomst. I ekstreme tilfælde kan fradragsværdien af renterne øges med ca. 30 pct. til ca. 63 pct.

Er der renteudgifter på bare 100.000 kr., giver det en stor økonomisk fordel, som langt overstiger regningen for opgørelse af regnskabet.

Renteudgifter

Udgangspunktet er, at det kun er de erhvervsmæssige renteudgifter, der kan fratrækkes i virksomhedens resultat, og dermed indirekte i lønindkomsten.

Men faktisk vil man ved anvendelse af virksomhedsskatteordningen også kunne opnå den høje fradragsværdi af renteudgifter, der egentlig vedrører private aktiver, som for eksempel boligen. Det sker ved, at man teknisk set løbende indskyder penge fra privat til virksomheden.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man ikke anvender hele lønindkomsten til privatforbrug.

På lidt længere sigt vil deltidslandmanden derved kunne opnå, at alle renteudgifter, også de private, fratrækkes i lønindkomsten. Det er der mange penge i på sigt. Det er helt lovligt at gøre det, men det kræver blot at man opfylder betingelser for anvendelse af virksomhedsskatteordningen.

Læs også artiklen på side 13.

www.hflc.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: