Log på Forside
 
Virksomheds- skat stiller krav

For at kunne anvende virksomhedsskatteordningen er der krav om, at man opgør et særskilt regnskab for virksomheden. Heri ligger, at den skattepligtiges private økonomi skal være adskilt fra virksomheden.

Regnskabet skal også opfylde bogføringslovens krav. Når der overføres beløb mellem virksomhed og privat, skal det bogføres for hver enkelt post. Endelig er der krav om, at alle erhvervsmæssige aktiver og passiver er medregnet til virksomheden.

Det væsentligste krav er, at virksomheden er drevet erhvervsmæssigt. Det er vanskeligt at opstille klare kriterier for, hvornår den betingelse er opfyldt. Derfor ser vi også mange sager på det område.

Kort fortalt er det dog væsentligt, at man opnår et overskud i virksomheden, og at virksomheden har et fornødent omfang.

Hvis man kommer i SKATs søgelys, skal man ikke opgive på forhånd. I Dansk Landbrugsrådgivning vinder vi en del sager for deltidslandmænd.

Administrativt tungt

Ulemperne ved anvendelse af virksomhedsskatteordningen er, at det er administrativt tungt.

Specielt kravet om, at alle bevægelser mellem virksomhed og privat skal bogføres løbende, gør det besværligt. Endvidere er der krav om opgørelse af formuen i virksomheden.

Det koster at få lavet et regnskab efter virksomhedsskatteordningen. Men vi, der er rådgivere, kan ret hurtigt give et realistisk bud på, om det kan betale sig. Vi kan også rådgive om, hvordan man opnår status som erhvervsmæssig virksomhed og forbliver det.

Søg rådgivning om det inden du springer ud i det, eller inden du fortvivler helt over skattereglerne. Det kan meget let vendes til en fordel for dig.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: