89.000 gæster på Roskilde Dyrskue
Tekst og foto Marianne Fogtmann
fogtmann@landogliv.dk
Tlf: 33 39 47 66
Dancing Diggers - de dansende JBC gravemaskiner - tog kegler i Ring I.
Det skal være underholdende at lære om den danske landbrugsproduktion!
Det slog en glad dyrskueformand, Povl Fritzner, fast, da Roskilde Dyrskue lukkede søndag 7. juni efter at have haft besøg af 89.195 gæster på tre dage.
Fyrre, fest og farver lød en af overskrifterne for dyrskuet, der fejrede 40 års jubilæum i år. Og sådan blev det. For der var flere udstillede dyr end for 40 år siden og masser af faglig aktivitet i ringene. Og godt med underholdning samt mulighed for information, dialog og debat om landbrugets forhold og produktion. Dertil markedsstemning med en herlig blanding af duft og lugt fra grillbøffer og kvægfoder - samt utallige fristende tilbud.
"Nej, jeg gider ikke se på tøj her. Jeg er kommet for at se dyr," brummede en far til sin søn, som var blevet draget af de gode tilbud på hovedstrøget Frederiksborg Alle.
Hvad de nåede at se den dag på dyrskuet fortaber sig i menneskemængden. For der var virkelig meget at opleve lige fra dyrene i staldene, en omfattende fødevareudstilling, masser af imponerende maskiner, jubilæumsudstillingen "Bedstefars Dyrskue" med gamle og truede dyreracer til Det Grønne Kraftværk med forklaring om, hvordan moderne køer kan bidrage til energiforsyningen.
5. og 6. september er der Store Hestedag på Roskilde Dyrskueplads, et arrangement, der viser de mange muligheder der er, når man beskæftiger sig med heste.
26. og 27. september arrangerer Roskilde Dyrskue Energidag sammen med Energitjenesten Sjælland. Dagene sætter fokus på miljø, energi og landbruget som energileverandør med udstillinger, rådgivning og foredrag.
Jydsk Hesteavl Øst markerede sit 25 års jubilæum som avlsforening, blandt andet på denne måde.
Gylle fra blot en ko dækker dit elforbrug - såfremt gyllen afgasses i biogasanlæg, lød budskabet fra Det Grønne Kraftværk.
Dialogmøde på Frederiksborg Alle.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: