Fuldstændig opslugt vender mine fingre det ene blad efter det andet, mens øjnene svælger i de mange skønne billeder. Af blomster, haver, terrasser, vand, dyr, drivhuse, siddepladser, udsmykning, skulpturer og mange andre finurligheder. Uden jeg ved af det, er jeg pludselig igennem alle 464 sider - selvom jeg bare lige skulle kigge lidt.
Genstanden for min begejstring er to helt nye havebøger fra Claus Dalby, Havedrømme I og Havedrømme II. Bøgerne hører sammen og er en opfølgning på Claus Dalbys bog Drivhusdrømme fra 2007, som vi tidligere har skrevet om i Land&liv.
I Havedrømme har Claus Dalby besøgt 45 spændende, fantastiske og unikke privathaver fra det meste af landet - med en afstikker til Sydsverige. Alle haverne bærer præg af ejerens særlige interesser og glæde ved dyrkning af haven. Men fælles: De glæder sig blot over deres egen lille perle.
Noget af det mest fantastiske ved bøgerne er den lange række af meget forskellige haver, Claus Dalby har besøgt. Og selvom han måske rent privat mest er til den romantiske stil, glæder han sig også over rå, maskuline haver med stramme linjer, bittesmå byhaver, fælles gårdhaver med mange ejere, sjov kunst i haver, vilde haver, specielle væksthuse, lysthuse, pergolaer, terrasser og meget, meget mere. Det er bestemt ikke kun blomster, der interesserer ham, men i høj grad også havens rammer, linjer, former, arkitektur, småhuse og samspil med bygninger.
Bøgerne er en enorm kilde af inspiration for alle, der blot er det mindste interesserede i blomster og haver. Og Claus Dalbys smittende entusiasme og meget personlige skrivestil, hvor man både får et indtryk af ham som person, og de mennesker han besøger, er dejlig vedkommende.