Log på Forside
 
Sådan indfanger du kvæget uden at komme til skade
"Sikkert liv på landet" artikel 3
Foto: Jens Tønnesen
Fangefolde er nødvendige, når dyrene skal flyttes.

En god og forsvarlig håndtering af kvæg er vigtig.

I år hvor alt kvæg skulle vaccineres mod bluetongue har vi set fordelene ved at have et godt system på bedriften. Det er heldigvis ikke ofte der sker uheld, men jeg hører da om alvorlige ulykker med håndtering af kvæg hvert år.

Det er altid forbundet med fare at flytte dyr. Situationen er uvant for dyrene, som derfor reagerer uforudsigeligt. Det fører let til farlige situationer og risiko for klem-/brudskader for de medarbejdere, der håndterer dyrene.

Og risikoen er faktisk voksende i takt med danske kvægbesætningers tiltagende størrelse og automatisering. Begge dele betyder, at hver ko får stadig færre minutters menneskelig kontakt pr. dag.

Samlet set bliver dyrene mindre tillidsfulde og mere stressede, når de skal flyttes eller på anden måde håndteres - til skade for deres egen velfærd, produktionsresultater og i værste fald de mennesker, der passer dem. Det kan blive dyrt både menneskeligt og økonomisk.

Undgå personskade

Her nogle forholdsregler, der kan beskytte dig:

- Undgå grime. Indret stalden med låger og drivgange, så dyrene i deres eget tempo samt uden tvang og grime kan flyttes rundt i stalden.

- Hav god plads i staldsystemet. Dyrene skal flyttes i god tid og ikke i sidste øjeblik - for eksempel før en kælvning.

- Saml dyr som skal forlade stalden, i en udleveringsboks. Så kan de flyttes i god tid før vognmanden kommer, uden et stressende tidspres.

- Dæmp stemmen og behandl dyrene med tålmodighed.

- Vær altid to personer om at flytte dyr, hvis noget skulle gå galt.

- Flyt dyrene flokvis for at opretholde den stabile rangorden.

- Etablér drivgange både internt i stalden, imellem bygninger og ud til græsmarkerne.

- Tæm kalvene gennem nogle få minutters daglig, positiv kontakt. Det gør siden hen de voksne dyr omgængelige og lettere at håndtere.

- Vær venlig, konsekvent og forudsigelig. Tal til dyrene og berør dem - men på deres præmisser. De skal kunne se og snuse til dig, inden du håndterer dem.

Fangefolde - en nyttig hjælp

Kødkvæg er på græs det meste af året. De fleste kvier fra besætninger med malkekvæg er også på græs om sommeren. Kvæg på græs går under forhold, hvor indfangning, håndtering og behandling kræver fangefolde.

Alt kvæg i Danmark skal have isat øremærker, og EU-reformens oksekødordninger kræver korrekt mærkning. Derfor er det nødvendigt på en let og enkel måde at kunne fange fritgående dyr i forbindelse med isætning og kontrol af øremærker.

En fangefold med fikseringsboks kan anvendes til mange daglige opgaver, f.eks.:

- Indfangning af dyr ved flytning

- Dyrlægebehandling

- Inseminering/drægtighedsundersøgelse

- Vejning af kalve

- Kåring

- Klovbeskæring

- Behandling mod orm og skab

- Fravænning af kalve

- Udfodring af mineraler og vitaminer

- Indfangning af dyr i forbindelsemed øremærkning.

Folden skal passe

Kendskab til kvægets basale sanser og adfærd er vigtig i forbindelse med design og opbygning af en fangefold samt indhegning af afgræsningsarealer.

Fangefoldens dimensioner skal passe til besætningsstørrelsen. Der vil derfor være forskel på fangefolde og fikseringsbokse til såvel store som små besætninger.

Læs mere her:

Arbejdsmiljø ved håndtering af kvæg

www.lr.dk/bygningerogmaskiner/informationsserier/lbmnyheder/pm_080520_store_dyr_kvaeg.pdf

Fangefolde og indhegning til kvæg

www.lr.dk/kvaeg/fangefolde-web.pdf

www.lr.dk/kvaeg/diverse/fangefolde-web.pdf

Det er altid forbundet med fare at flytte dyr. Situationen er uvant for dyrene, som derfor reagerer uforudsigeligt
Fangefolde er nødvendige, når dyrene skal flyttes.
Tæm kalvene ved at give dem positiv kontakt. De skal kunne se og snuse til dig, inden du håndterer dem.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: