»Jeg vil altså have en ny græsplæne!«

Min kloge kone har sine fikse ideer. Sidste sommer var det en ny græsplæne. Selv må jeg indrømme, at græsplæner ikke har min store interesse, og bortset fra når det gælder indkøb af plænetraktorer, ofrer jeg ikke megen tid på den del af haven.

»Men hvorfor, min ven?« kan jeg uklogt ikke lade være at spørge.

»Fordi den er gravet igennem af muldvarpe, og fordi vi har lagt jordvarme ned. Den ligner et bjerglandskab,« slår hun myndigt fast.

Bevares, gravemaskinen, der kørte igennem haven da vi fik lagt slangerne til jordvarmen ned, har da efterladt sig nogle spor. Men ikke mere end at nogle læs jord, en haverive og en pose græsfrø kan mildne indtrykket - mener jeg altså.

Men i denne sammenhæng er det altså ikke særlig vigtigt, hvad jeg mener, kan jeg ligesom forstå.

Jeg ser i tankerne mig selv pløje plænen op med vores tyve år gamle havefræser, og sukker højlydt. Jeg overvejer, om man kan pløje en græsplæne, men opgiver inden ideen bliver for veludviklet. Jeg spekulerer på, hvor jeg kan låne en fræser til traktoren, men når ikke frem til noget brugbart resultat.

»Men jeg synes ellers det ser så kønt ud med plænen, der går direkte over i engen - at den ligesom bliver en del af naturen,« indvender jeg uden at få svar.

Det bliver en af min kones kolleger der redder situationen. Han har hørt om en maskinstation, der fræser den gamle plæne op med en stennedlægningsfræser, sår og efterlader en helt jævn flade i en arbejdsgang.

Se den slags er jo til at forstå, og - ikke mindst - lyder det jo billigt. Så jeg kontakter maskinstationen, hvis formand beredvilligt tager projektet i øjesyn.

»Du vil vel gerne have en græsplæne, der så noget nær ligner en golfbane?« spørger han i et tonefald, der ikke efterlader mange muligheder for svar.

Jeg betragter vores bjerglandskab. En golfbane ud til vores kønne eng er nok noget nær det sidste jeg har overvejet.

»Og når du vil have det, er vi nødt til at fjerne de øverste centimeter af jorden,« fortsætter han sine betragtninger. Jeg ser allerede millionerne fosse ud af husholdningskassen og indvender forsigtigt, at man måske bare kan fræse græsplænen op og så i en arbejdsgang - sådan som jeg har hørt de har gjort nogle steder.

»Det kan man selvfølgelig godt, men det har vi kun dårlige erfaringer med, og vi giver ingen garanti på den slags arbejde,« svarer han i en tone, der virker overbevisende nok til, at jeg ikke insisterer. Jeg mener: Hvad ved jeg egentlig om græsplæner? Ikke ret meget, kan jeg forstå på den fortsatte gennemgang af haven.

Det bliver slutningen af september, før firmaet får taget sig tid til det omfattende arbejde. Jeg får mumlet et eller andet om, at jeg troede græs skulle sås inden udgangen af august, men heller ikke på det punkt er min viden åbenbart særlig opdateret.

Jorden skal ikke køres for langt væk, for så bliver det bare dyrt, får jeg at vide, så jeg finder en plads bag fårehuset, hvor et bjerg af afgravet græstørv tårner sig op i løbet af dagen.

To dage tager det to mand og temmelig mange maskiner at gennemføre omlægningen, som også når at blive både dyrere og mere omfattende end jeg havde forestillet mig.

Det varer fjorten dage før de første spinkle blade titter frem - sammen med en bekymrende stor mængde ukrudt. Vinteren igennem går vi omhyggeligt uden om græsplænen, hvilket ikke mindst er besværligt, når vi skal om til fårene. Foråret får ikke græsstråene til at stå meget tættere, og mørkegrøn bliver plænen da slet ikke.

»Den skal nok have noget gødning,« siger en god ven. Økolog oven i købet, og jeg kan jo godt se det.

Faktisk er vi i besiddelse af en lille spredevogn til gødning, som jeg imidlertid har brugt til sand hvorefter den er blevet helt ubrugelig.

»Det er ikke noget problem,« bekendtgør min kloge kone og indkøber to sække NPK.

»Jeg tror sagtens jeg kan sprede den gødning med hånden,« fortsætter hun, og som sagt, så gjort.

Hun bruger en hel lørdag formiddag på arbejdet. Med koncentreret blik går hun som en anden sædekvinde over plænen med de hvide gødningskorn.

Resultatet viser sig allerede en uge senere. Mest af alt ligner det et camouflagemalet militærkøretøj: Mørkegrønt veksler med lysegrønt, højt kraftig græs med tyndt og lavt. Et luftfoto af bedriften lige nu vil give et højest mærkværdigt udtryk.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget: Nu har jeg ideen til en fødselsdagsgave.

Hun får en sæk gødning og en gødningspreder!

At påstå, at hun bliver jublende glad for min gode gave, vil være en overdrivelse. Jeg har heller ikke set hende bruge den endnu.

Til gengæld har jeg set mig selv spændt for gødningsvognen en hel aften.

»Nu mangler vi bare lidt regnvejr, så er det helt perfekt,« erklærer hun, da mørket begynder at falde på, og jeg er nødt til at gå ind.